Visionen med Ågerup Have er at skabe et nyt levende landsbykvarter, som er i tæt kontakt med naturen og som inspirerer til at mødes og danne fællesskaber.
Ågerup Have er organiseret med det mål at få mennesker til at mødes i både små og store fællesskaber – for at skabe et trygt og godt liv. I Ågerup Have vil man opleve, at der altid er noget på færde – enten i det grønne hjerterum midt i bebyggelsen, i fælleshuset eller de små områder rundt imellem husene.

Traditionelt har landsbyer været centreret om et gadekær. Det er Ågerup Have også, hvor en lille lavning fungerer som sø, og væksthuset og frugttræerne danner et naturligt midtpunkt for udelivet. Her passerer man hinanden, mødes over en snak om, hvad der rør sig, samles om spændende aktiviteter i fælleshuset og skaber glæde ved fælles pasning af de økologiske grøntsager i væksthuset.
Som et senioregnet bofællesskab (45+) bringer arkitekturen og det omgivende landskab naturen og det gode naboskab ind i hver enkelt beboers liv. De smukt komponerede facader, den energivenlige opbygning med varmepumper og solceller gør boligen ekstremt billig at opvarme og de grønne områder passes af fællesskabet, hvor enhver kan yde efter lyst og evne.
I Ågerup Have lever og bor man tæt på naturen, himlen, fuglenes kvidren og biernes summen. Man mærker tydeligt årets gang på farverne i landskabet og vandet i lavningen. Her leves i takt med naturen.

Seniorbofællesskaber giver øget livskvalitet
“Den stigende interesse for seniorboliger skyldes grundlæggende, at mange seniorer overvejer at flytte fra den bolig, som har dannet rammen om familieliv og børn. De vil gerne have færre forpligtelser og mindre arbejde med have og vedligeholdelse. Nogle vil have mindre plads, fordi børnene er flyttet hjemmefra.”
“Mange ønsker dog et øget fokus på fællesskabet. Vi ser, at fællesskabet i bofællesskaberne kan være med til at styrke livskvaliteten, f.eks. ved at øge trygheden og bidrage til at bekæmpe ensomhed, der ellers rammer en del ældre, ikke mindst enlige. En undersøgelse udarbejdet af Realdania viser da også, at 91 % af beboerne i seniorbofællesskaber oplever øget livskvalitet, mens de også har et markant mindre behov for offentlig hjælp og pleje end jævnaldrende. Det kan tolkes som et resultat af, at de ældre er i stand til at hjælpe hinanden med daglige gøremål og i mindre grad har behov for pleje fra det offentlige.”
Joseph Alberti, Head of Research i EDC Erhverv Poul Erik Bech